søndag den 29. november 2009

Første Søndag i Advent

Så er det ved at være jul igen. i dag har jeg fået lavet advents dekoration og kalenderlys. Jeg var ilge inspireret, så jeg fik lige lavet et par dekorationer mere og en krans til at hænge på døren. Til gengæld har jeg ikke fundet andet julestads frem endnu, men det skal nok komme i løbet af den næste uges tid.












Lidt håndarbejde er det da også blevet til i den sidste tid. Jeg er blevet færdig med mit sjal, men der skal lige hæftes ender, og det skal vaskes inden der kommer billede her.

Nicolai bestilte et nyt penalhus. Han valgte selv farver. Nogen meget stærke farver, så jeg valgte at sætte noget sort sammen med dem. Han er meget tilfreds med resultatet. Og se!!! Det lykkedes for mig at sy en lynlås i :o)



Jeg har også fået lavet en lille kurv på tøjsnor, men glemte at fotografere den inden jeg forærede den væk i gave.

I aften regner jeg med at lægge sidste hånd på et lille juleophæng med nisser. Det er ved at være længe siden jeg lavede det, men det skulle lige quiltes og der skulle en lukkekant på.

I Patchwork-butikken i Køge holder de i april et 2-dages kursus med Vikki Pignatelli. Jeg har arrangeret det sådan, at jeg kan holde et par feriedage og deltage. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Jeg er ved at prøve et nyt redigeringsværktøj til bloggen, for jeg synes det har været lidt besværligt med billeder med det gamle. Så hvis du synes det ser lidt rodet ud i dag, så er det såmænd årsagen.Jeg skal vist lige øve mig lidt mere.

tirsdag den 17. november 2009

Giveaway

Næh, sikke en flot giveaway på KarmaQuilt. Jeg følger spændt med i hvad Maria og Karina har fundet på sammen.

De udgiver snart en gratis BOM til download, rigtig spændende.

søndag den 8. november 2009

Endnu en kurv

I sidste weekend fik jeg pludselig lyst til at få ryddet op i mit lager af stoffer. Jeg syntes slet ikke jeg havde overblik over hvad jeg havde. De fleste af stofferne var i plastposer grupperet i farver, men det var nu alligevel temmelig rodet.

Samtidig havde Glenn besluttet at der skulle ryddes op i DVD'er og CD'er. Det betød at der blev en CD reol i overskud, som jeg kunne få til stof. Så gav jeg mig til at stryge og lægge stof sammen. Resultatet kan ses her:


Jeg har brugt mine linealer til at folde stofferne omkring, så de blev ensartede, selvom størrelsen på stykkerne var meget forskellige. De store stykker ligger stadig i kassen, men nu er det da til at overskue. Når man ser sådan en orden får man jo ligefrem lyst til at rode i dem og give sig til at sy et eller andet.

På reolen lige ved siden af hænge min "design wall". Den består at et billigt fleece tæppe fra IKEA, som er hæftet op på en reol med tegnestifter. Jeg må jo så desværre pille den ned fra tid til anden, når nogen synes de skal finde noget i reolen, men den løser mit pladsproblem i sy værelset, der også fungere som kontor.

Jeg har kastet mig over et One-Block-Wonder. Det er ret sjovt, og når først stoffet er skåret, så er det jo bare sy sammen. Jeg har stadig en stor stak trekanter der skal sys, men det er et hyggeligt arbejde mens man lytter til en god bog. I denne uge er Glenn i Berlin på kursus, så mon ikke jeg kommer til at tilbringe nogle timer ved symaskinen?


Lørdag var jeg på patchwork kursus i FOF. Jeg havde taget mønster og materialer med til en "Hanne"-kurv. En del af de andre syede på en juledug. Et møjsommeligt arbejde. De brugte det meste af lørdagen til at skære stof, men de vil sikkert arbejde videre på den næste gang.




tirsdag den 20. oktober 2009

Post fra Australien

En dejlig efterårsferie er ovre. Vi var i sommerhus i Sæby i nogle dage - og ja det lykkedes mig at lægge bånd på mig selv og undlade at gå i patchworkbutikken. Det er mig stadig en gåde hvordan det lykkedes. Inden vi tog afsted havde jeg været på udsalg i Glostrup, og fået fat i lidt lækkerier, så det er nok noget af forklaringen, måske får jeg en dag syet noget af alt det stof jeg har købt på det seneste.

Lige inden vi tog afsted fik jeg en dejlig pakke fra Australien. Den var fra Vikky fra Sew Useful Designs. Og se bare alle de gode sager:
Et mønster til en taske, og et til en nålemappe (incl. knap) og så et hæfte med sticherier. Det kribler i fingrene for at komme i gang med det, men jeg synes lige jeg skal have noget af det andet jeg har gang i færdigt først.
Jeg har kastet mig over One-block-wonder. Det er sjovt at se hvordan man kan få mange forskellige blokke ud af et enkelt stykke stof. Der kommer billeder når jeg kommer lidt længere. Jeg havde faktisk forventet at det ville være lidt besværligt at få skåret stoffet præcist nok, men det er gået aldeles smertefrit. Det er ret godt beskrevet i bogen jeg har.
Der lå en lille udfordring til mig fra Helle. Jeg skulle finde 7 lilla ting. Hmmm, har jeg så mange lilla ting?
Tjo, det var slet ikke så svært. De lilla støvler jeg købte smadderbilligt sidste vinter. Min lilla tunika, en sjov flaske jeg har købt på glaspusteri i Lønstrup. En bog om Matisses malerier. Selvfølgelig et stykke stof. En af drengenes tuscher og så fandt jeg sørme noget lilla toiletrens.
Jeg sender udfordringen videre til Sjoko Quilt - find 7 gule ting

søndag den 4. oktober 2009

En hæsblæsende uge

Pyha sikke dog en uge !!! Først skulle jeg lige "overleve" en fyringsrunde på arbejdet. Selvom jeg ikke selv mistede jobbet gør det mig rigtig ondt for alle de mange som nu står uden job. Der var en rigtig trist stemning blandt dem der blev tilbage, og jeg synes det har været helt utroligt udmattende at gå på arbejde. Der har ikke rigtig været overskud til noget som helst andet.

Heldigvis er der da også sket langt skønnere ting i ugens løb. Der kom en pakke fra USA med disse dejlige stoffer, som jeg har tænkt mig at bruge i en One-Block-Wonder. Det er jeg meget spændt på at prøve.


Jeg var også lige et smut i Stof og Stil, fordi jeg manglede en strikkepind, og så faldt der lige lidt ekstra i vognen. Bl.a. denne nåletræder, for jeg synes sommetider det er ret besværligt at træde nålen.



MEN det er da langt mere besværligt at bruge nåletræderen - er der nogen der kender den og kunne give mig et fif?

Sidst men ikke mindst har jeg vundet en give-awaySew Useful Designs. Det er da helt utroligt at lille mig fra Danmark har vundet på en blog i Australien. Vikki er en af de 9 designere på Among the Gum Trees. Smut forbi og se alle de dejlige ting hun har...

Nu har vi haft huset fuld af fødselsdagsgæster for Nicolai og Glenn, og om en uge er det efterårsferie. Det bliver lækkert med nogle ekstra fridage, hvor der ikke er planlagt en hel masse.
Nå jeg har en fødselsdagskage i ovnen. Den skal jeg lige have lagt sidste hånd på, så den kan komme med Nicolai til teater i morgen.

lørdag den 19. september 2009

Virus

Øv, jeg er blevet ramt af en virus på balancenerven. Svimmel hele tiden, bare man blinker med øjnene, sejler det hele. Øv, øv, øv. Det ville ellers have været dejligt at komme ud og nyde det fantastiske sensommervejr. Jeg skulle egentlig i haven og have ordnet lidt, men efter at have sorteret vasketøj og fyldt maskinen et par gange i dag, synes jeg ikke lige jeg kan klare mere af den slags.

Forleden fik jeg startet på det strikkede sjal som jeg længe gerne har villet lave. Mønsteret er noget indviklet, så jeg er glad for at det kun er en bort rundt i kanten. Mønsteret går over 12 pinde, så det skulle da ellers være til at huske, men jeg må troligt sidde med næsen i mønsteret hele tiden.


Jeg har fået strikket lidt over halvdelen af den ene side. Garnet er rigtig lækkert. Det er Kidopale et fnuglet mohair garn og jeg strikker på pind nr 4. Når borten er færdig er det bare glatstrikning for resten, så bliver det lettere at se TV samtidig.

Jeg er kommet lidt videre med min Witch, men er lige ved at komme bagud igen, for 3. del er for længst kommet, så jeg må snart til symaskinen igen. Jeg ved ikke helt hvor tilfreds jeg er med de to med grønt hår, for jeg synes ikke de skiller sig rigtig ud fra baggrunden.

Nå, men det kan jo være det kommer til at se bedre ud, når man ser det hele sammen.

torsdag den 17. september 2009

Among the Gum Trees

Wow. 9 australske designere er gået sammen om en fælles blog, hvor de har massevis af fantastiske give aways. Hvis du ikke allerede har været der, så skynd dig, der er allerede aktiviteter, og masser af spændende oplevelser i vente.