CLICK HERE FOR FREE BLOG LAYOUTS, LINK BUTTONS AND MORE! »

søndag den 22. maj 2011

Energize quilt

Pyha, så blev endelig den sidste søm syet i denne top. Der er godt nok gået nogle meter tråd til denne. Jeg synes jeg har syet og syet og syet. Men i fredags var der et vendepunkt, da jeg var færdig med alle blokkene, og kunne begynde at pusle dem på plads. Når først sammensyningen af blokkene begynder kan man se enden - og det blev så i dag.  Den har været længe undervejs, for jeg synes ikke jeg kom nogen vegne, så det er dejligt at se den næsten færdig.

Jeg havde faktisk et lille luksusproblem. Mine nye design wall var for lille til tæppet!! Jeg måtte bruge gulvet indtil blokkene var syet samme til rækker. Det måler 148 x 183 cm.

Nu skal jeg have fundet noget bagsidestof. Den skal maskinquiltes i et enkelt mønster rundt i firkanterne. Det glæder jeg mig til at prøve kræfter med. Der skal ikke nogen kant på, jeg regner med at bukke bagside stoffet om til lukkekant.

onsdag den 11. maj 2011

Taske på kurv

Hold da op hvor er det længe siden jeg har lavet et indlæg her på bloggen. Der er gået rigtig lang tid inden min arm er kommet sig så meget at jeg kan sy igen. Jeg kan stadig mærke, når jeg tager fat i noget tungt, men ellers mærker jeg heldigvis ikke noget til det mere.

Det første jeg har gjort er at sy min taske på kurv færdig. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle få syet taskestykket på kurven, så det gik jeg og tænkte meget over og kunne ikke rigtig få taget mig sammen til at forsøge. Da jeg så først gik i gang var det ganske uproblematisk - typisk!!!

Jeg er blevet rigtig godt tilfreds med resultatet. Det var svært at sy hankene pænt på, så jeg har skjult påsyningen bag nogle store træ perler. Tasken er dejligt stor, så der kan være A4-dokumenter i den uden problemer.


Jeg har valgt at sætte en lynlås i, selvom jeg bestemt ikke er venner med lynlåse der skal monteres!! I foret har jeg syet et par simple lommer, så der er lidt hold på mobiltelefon, nøgler o.l.
I Påskeferien tog vi fat ude i det der engang har været køkkenhave. De 5 år vi har boet her har skvalderkål fået lov at vokse vildt der, så der var noget af en udfordring. Vi har haft en stor presenning spredt ud over det for at forsøge at kvæle noget af det. Det så også godt ud, men det spirer jo lige så snart der kommer lys til. Nu har vi besluttet at der skal sås græs, og så må plæneklipperen sørge for at holde skvalderkålen nede.



Sådan så det ud da vi gik i gang med fræseren i påsken. Det er et stort og tungt arbejde, men det skrider stille og roligt frem. Vi er nu kommet så langt at vi skal til at udjævne niveau forskellene, så hvis vejret tillader det bliver det nok weekendens opgave.