CLICK HERE FOR FREE BLOG LAYOUTS, LINK BUTTONS AND MORE! »

lørdag den 19. september 2009

Virus

Øv, jeg er blevet ramt af en virus på balancenerven. Svimmel hele tiden, bare man blinker med øjnene, sejler det hele. Øv, øv, øv. Det ville ellers have været dejligt at komme ud og nyde det fantastiske sensommervejr. Jeg skulle egentlig i haven og have ordnet lidt, men efter at have sorteret vasketøj og fyldt maskinen et par gange i dag, synes jeg ikke lige jeg kan klare mere af den slags.

Forleden fik jeg startet på det strikkede sjal som jeg længe gerne har villet lave. Mønsteret er noget indviklet, så jeg er glad for at det kun er en bort rundt i kanten. Mønsteret går over 12 pinde, så det skulle da ellers være til at huske, men jeg må troligt sidde med næsen i mønsteret hele tiden.


Jeg har fået strikket lidt over halvdelen af den ene side. Garnet er rigtig lækkert. Det er Kidopale et fnuglet mohair garn og jeg strikker på pind nr 4. Når borten er færdig er det bare glatstrikning for resten, så bliver det lettere at se TV samtidig.

Jeg er kommet lidt videre med min Witch, men er lige ved at komme bagud igen, for 3. del er for længst kommet, så jeg må snart til symaskinen igen. Jeg ved ikke helt hvor tilfreds jeg er med de to med grønt hår, for jeg synes ikke de skiller sig rigtig ud fra baggrunden.

Nå, men det kan jo være det kommer til at se bedre ud, når man ser det hele sammen.

torsdag den 17. september 2009

Among the Gum Trees

Wow. 9 australske designere er gået sammen om en fælles blog, hvor de har massevis af fantastiske give aways. Hvis du ikke allerede har været der, så skynd dig, der er allerede aktiviteter, og masser af spændende oplevelser i vente.

mandag den 7. september 2009

Stitch a Witch

Jeg har meldt mig til en "sew along" på Quilting - Where Imaginations Grow. Det er faktisk et halloween mønster, og selvom jeg egentlig ikke gider sådan noget, så synes jeg den er meget sød, og det giver jo mulighed for at prøve noget nyt.

I sidste uge kom første del, og tænk der gik en hel uge uden jeg havde tid til at sy! Der var andre kedelige opgaver som afrimning af fryser, tømme viktualierum, så det kunne blive sat i stand (linoleum på gulvet, nye reoler og en grundig oprydning - der mangler endnu en tur til lossepladsen, med skrammel der havde hobet sig op derinde).

Nå, men i aftes fik familien besked på, at nu skulle jeg altså sy. Jeg ville ikke komme bagud allerede inden 2. del kom. Øv, det var for sent, for da jeg skulle finde mønsteret så jeg at 2. del var kommet.

Nå, men jeg fik da syet del 1 færdig, og jeg er ganske godt tilfreds med resultatet. Nu skal der findes og skæres/klippes stof til del 2. Det er applikation, så det bliver lidt en udfordring for mig. Jeg tror jeg vil forsøge mig på maskinen.